BAMBOOS

Han havde titlen, lønnen og det rigtig CV

Han havde titlen, lønnen og det rigtige CV. Så besluttede Rasmus Bartholomæussen at rejse fra det hele

Han havde seniorroller i Vestas og Lyngsoe på CV’et. En motorvej af muligheder for at fortsætte de næste 20 år. Og så en nagende fornemmelse af, at livet kunne bruges mere meningsfuldt. Derfor opsagde Rasmus Bartholomæussen sit gode job og stiftede en NGO, der udvikler skoler i Cambodia

Af Caroline Bundgaard
cb@dnmh.dk

AARS: – Min kone kaldte det en midtvejskrise, siger han med et drillende smil.

Vennerne mente bare, han havde tabt sutten.

Men Rasmus Bartholomæussen har aldrig vaklet i sit valg om at forlade erhvervslivet, lønpakken og sommerhuset i Lønstrup.

– Til at starte med troede jeg bare, jeg skulle skifte job for at genfinde motivationen, siger han om sine sidste år i vindmøllefabrikanten Vestas.

Men en række korte ansættelser røber, at Rasmus Bartholomæussen ledte forgæves efter ny mening og motivation.

Det fandt han først, da han skiftede vindindustrien ud med at hjælpe nogle af verdens fattigste.

– Det kunne jeg sgu også godt tænke mig, sagde folk i mit netværk, da jeg ringede rundt og fortalte om det.

Indtil snakken faldt på penge, prestige og alt det bekvemme.

Fuldstændig ligeglad

– Jeg har også været drevet af titler og hele tiden jagtet det næste, skynder Rasmus Bartholomæussen sig at sige.

Men midt i 40’erne havde han følelsen af at have opnået det, han kunne, med de evner, han nu har.

– Så er spørgsmålet, hvor længe du vil leve med det voldsomme pres, der er i en virksomhed som Vestas. Hvor du hele tiden skal leve op til mål, evalueringer og egne forventninger.

Der er ikke noget dramatisk vendepunkt. Ingen sygemelding eller pludselig åbenbaring.

Bare en nagende fornemmelse af, at livet – og kompetencerne – kunne bruges mere meningsfuldt.

Det var et gæsteoplæg om arbejdet i en NGO, der fik tanken til at spire i Rasmus Bartholomæussen.

Han stod i sommerhuset i Lønstrup, da han ringede til stifteren og tilbød sin frivillige arbejdskraft.

Og da han kort efter skiftede arbejde igen, forhandlede han sig frem til en firedages arbejdsuge. Hver fredag skulle bruges på at rejse penge til at bygge skoler.

Første gang han var med til at åbne en skole i Tyrkiet, ændrede noget sig.

Rasmus Bartholomæussen rejste hjem til Danmark. Meddelte sin chef, at han ville blive resten af 2024. Og så ville han stifte sin egen NGO.

– Så kan det godt være, nogle syntes, jeg var blevet vanvittig. Men jeg er fuldstændig ligeglad, hvad andre synes. Jeg har aldrig været så stolt af noget i hele mit liv.

Det naturlige næste skridt

Rasmus Bartholomæussen har rejst i 80 lande med rygsæk eller attachémappe.

Men han forelskede sig fuldstændig i Cambodia, da han i 2010 rejste derud med Lyngsoe Systems.

Fra villaen hjemme i Aars gav det derfor sig selv at hjælpe Cambodjas fattigste familier.

Det kan virke som et opgør med alt, hvad han nogensinde har beskæftiget sig med. Men Rasmus Bartholomæussen betragter sin NGO som det naturlige næste skridt.

Det er de samme kompetencer fra vindindustrien, han trækker på, når han i dag rejser penge til at udvikle skoler:

30 års erfaring i salg og forretningsudvikling. Et stort netværk. Og evnen til at sætte de rigtige folk sammen, som får ting til at ske.

– Intet af det her er kold kanvas, siger han.

I første fase er NGO’en Bamboos primært målrettet virksomheder, fonde og private velhavere, som alle gerne vil have i tale.

– Derfor er jeg dybt afhængig af netværk, der fortæller, at det her er et fedt projekt. Det kan jeg stå inde for. Så tag lige en snak med Rasmus.

Han har også skullet aflære sig selv noget af den sælgermentalitet, der fik ham til tops i Vestas og Lyngsoe Systems.

Dengang forlod Rasmus Bartholomæussen aldrig et møde uden noget at hænge modparten op på. Et næste skridt videre i salgsprocessen.

Men ingen vil have stukket en skole til 700.000 kroner ned i halsen.

– Jeg kan præsentere muligheden, vise vores fremskridt og fortælle de gode historier på LinkedIn. Men det har helt klart været en læring for mig, at jeg ikke skal sælge.

Servietten i sommerhuset

Og så er der den lille detalje med økonomien.

Rasmus Bartholomæussen har ikke lånt en krone i banken til sin NGO.

Hver eneste donation går ubeskåret til projekterne. Han aflønner sine 10 medarbejdere i Cambodia, men skal finde sin egen løn et andet sted.

Derfor arbejder han på at finde 10 virksomheder – såkaldte founding partners – der med et årligt beløb kan dække drift, lønninger og rejserne til Cambodia.

Indtil da bruger han af sin opsparing.

– Eller vores opsparing, som min kone minder mig om.

Rasmus Bartholomæussen kalder sin kone den største støtte. Men indledningsvis også den største modstander af projektet.

– Hun er bankdame, siger han og lader ordene hænge i luften.

– Hun trives med ro og stabilitet. Og vi har været vant til, jeg havde en god og stabil indkomst. Så det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her projekt har krævet nogle snakke.

Da pengene hurtigt fik ben at gå på sidste sommer, skrev ægteparret ned på en serviet, præcis hvor meget NGO’en må gnave af opsparingen.

De besluttede at sælge sommerhuset i Lønstrup. Ikke af nød, men for at tilpasse sig den nye virkelighed.

Og så har det hele tiden været planen, at Rasmus Bartholomæussen skulle begynde at få løn inden for to år.

– Det kommer vi også til at nå. Vi har fået en masse tillid og en masse sponsorater, så nu er det point of no return. Det betyder også, at folk omkring mig begynder at slappe af.

Rasmus Bartholomæussen arbejder stadig 60 timer om ugen. Men når lønnen begynder at tikke ind, bliver det i en langt mere beskeden størrelse end tidligere.

– Jeg kunne have valgt at tjene 100.000 kroner i sådan et job her. Det har jeg hele tiden været bevidst om. Så det har aldrig været i økonomien, jeg måler mit afkast.

Den planlagte bruttoløn på 40.000 kroner er sat ud fra en rimelighedsbetragtning.

Og selvom familien er afhængig af indkomsten, understreger Rasmus Bartholomæussen, at de ikke kommer til at mangle noget.

– Derfor vil jeg hellere omdanne mine privilegier til muligheder for dem, der har mest brug for den.


Fakta: Kort om NGO’en Bamboos

  • Rasmus Bartholomæussen stiftede Bamboos i januar 2025.
  • NGO’en er lige nu i gang med tre skolebyggerier, to undervisningsprogrammer, syv biblioteker og en række mindre projekter i Cambodia.
  • Bamboos startede på egen hånd og brugte den lokale NGO Kamboo Project som implementeringspartner.
    1. januar 2026 overtog de Kamboo Projects samlede aktiviteter i Cambodia, fordi stifteren så en mulighed for mere struktur og skalering.
  • Bamboos overtog i den forbindelse otte medarbejdere i Cambodia, som siden er vokset til ti.
  • NGO’en viderefører arbejdet med 33 skoler og 50.000 børn.
  • Et arbejde, som unge danske frivillige også bidrager til.

Fakta: Tre vigtige overvejelser ifølge Rasmus Bartholomæussen

  1. Gør op med dig selv, hvor dyb din passion i virkeligheden er. Passion, drive og vedholdenhed er afgørende, når dit liv skal leves markant anderledes. Også økonomisk.
  2. Kend dig selv i forhold til, hvad andres mening betyder. At gå fra en god titel og en høj løn får andre til at hæve brynene. Er du klar til at stå imod det pres?
  3. Husk på, at det er dig, der er den. At gå fra lønnet medarbejder til at være selvstændig giver en enorm frihed. Men også uendeligt mange udfordringer og lange dage.

Fakta: Kort om Rasmus Bartholomæussen

I januar 2025 stiftede han NGO’en Bamboos, der udvikler skoler i Cambodia.

51 år og bosat i Aars med sin kone og to teenagebørn.

Han har 30 års erfaring inden for salg og forretningsudvikling – med seniorroller hos blandt andre Lyngsoe Systems, Vestas og Copenhagen Offshore Partners (COP).

Scroll to Top