BAMBOOS

roller

Nedenfor kan du se eksempler på projekter, som kan være en del af programmet under dit ophold, og som du kan få mulighed for at deltage i.

Cykelprojekt

Tag med ud og mød de lokale børn, som gennem projektet får mulighed for at modtage en cykel, der kan støtte deres skolegang. For mange børn i Cambodja kan afstanden til skolen være afgørende for, om de fortsætter deres uddannelse eller dropper ud. En cykel kan derfor gøre en enorm forskel, da den giver børnene en reel mulighed for at komme i skole hver dag og gennemføre deres uddannelse. Som frivillig får du et unikt indblik i hverdagen for nogle af de mest udsatte familier i Siem Reap. Du besøger børnene i deres lokalsamfund, ser hvordan de bor og møder deres familier. Hvis du har erfaring med cykler og reparation af dem, kan du også få mulighed for at bidrage ved at undervise børnene i, hvordan man vedligeholder og reparerer sin cykel. Det giver dem vigtige færdigheder, så de selv kan sørge for, at cyklen fortsat kan bringe dem sikkert til og fra skole.

Haveprojekt

Haveprojektet er et initiativ, der skaber stor værdi for børnene og deres familier i Siem Reap. På lokale skoler etablerer vi små haver, hvor eleverne lærer, hvordan man dyrker grøntsager og får mest muligt ud af sine afgrøder. For mange familier i Cambodja er ressourcerne begrænsede, og derfor er viden om dyrkning og selvforsyning en vigtig færdighed. Ved at lære børnene om havearbejde giver projektet dem praktiske redskaber, som de kan tage med hjem og bruge i fremtiden i deres egne familier. Som frivillig kan du være med til at etablere og vedligeholde haverne sammen med eleverne og få et indblik i, hvordan små initiativer kan gøre en stor forskel i hverdagen.

Scholarships

Hos Bamboos støtter vi en række børn gennem vores scholarship-program. For mange familier kan udgifter til skole være en stor udfordring, og et scholarship kan derfor være afgørende for, at et barn får mulighed for at gå i skole. Et scholarship dækker blandt andet skolepenge, skoleuniform og nødvendige skolematerialer, så barnet kan deltage i undervisningen på lige fod med andre elever. Før en elev kan modtage et scholarship, gennemfører vi en godkendelsesproces. Her besøger vi familierne i deres hjem og taler med dem om deres situation. Som frivillig kan du få mulighed for at tage med på disse besøg og få et unikt indblik i familiernes hverdag og de udfordringer, mange står overfor i hverdagen.

Biblioteksprojekt

For mange børn i Cambodja er det ikke en selvfølge at have adgang til bøger. Derfor spiller skolebiblioteker en vigtig rolle i at give børn mulighed for at lære at læse. Gennem vores biblioteksprojekter arbejder vi på at forbedre og etablere biblioteker på lokale skoler, så eleverne får adgang til bøger. Som frivillig kan du være med til at renovere eksisterende biblioteker eller hjælpe med at gøre nye biblioteker klar til brug. Det kan blandt andet indebære at male, dekorere og indrette et rum, der skaber en inspirerende ramme for læsning og læring.

Hygiejneprojekt

For mange børn i Cambodja gælder det, at de har en manglende viden om personlig hygiejne. Derfor arbejder vi med at undervise børnene i simple, men vigtige vaner, der kan have stor betydning for deres sundhed og trivsel. Gennem projektet lærer eleverne blandt andet om tandbørstning, håndvask og vigtigheden af rent drikkevand og rene toiletter. Små daglige rutiner kan være afgørende for at forebygge sygdom og skabe bedre forudsætninger for, at børnene kan trives og deltage i skolen. Som frivillig kan du være med til at gennemføre aktiviteter og undervisning, der gør hygiejne forståeligt for børnene.

Early marriage projekt

I Cambodja er det ikke usædvanligt, at unge gifter sig i teenagealderen. Dette fører ofte til, at elever dropper ud af skolen og ikke fuldfører deres uddannelse. Formålet med dette projekt er derfor at informere de unge om deres muligheder for uddannelse og arbejde, styrke deres selvtillid og selvværd samt inspirere dem til at fortsætte skolen. Som frivillig kan du deltage i nogle af vores arrangementer og dele erfaringer og fortællinger fra hverdagen i Danmark, og dermed inspirere unge i Cambodja til at fortsætte på deres uddannelse og fremtid.
Scroll to Top